// Things are gonna happen here in the near future. It’s taken a little longer than planned due to a broken right arm. At the moment I’m trying to live as a leftie, but it ain’t easy. So stay tuned and we shall soon dicuss Homeland, New Girl, Grimm and Amercan Horror Story.

Dagen er arrangeret af Danske Biografer og Foreningen af Filmudlejere i Danmark med støtte fra Det Danske Filminstitut ud fra et ønske om at belønne de trofaste biografgæster, samt vække biografglæden hos det mere sjældne publikum.

Husk, at der kan blive rift om billetterne, så det er sikkert en god ide at købe eller bestille billetterne i god tid. Se hvilke film der går i biografen her. Personligt ville jeg gå efter Tintin eller gense Drive – som er fantastisk!

Næste Soirée filles aften er torsdag den 24. november kl. 17, og det er den udødelige klassiker Casablanca, der bliver vist. Bestil billetter her.

DR Mama, den nye kanal, der henvender sig til det yngre publikum, har fået en del hårde ord med på vejen fra brugerne, men anmelderne synes at være begejstrede over det nye tiltag. Da jeg begyndte at skrive det her indlæg var min første tanke, at jeg er positivt overrasket over DR Mama. Og så alligevel, måske ville ambivalent være en bedre beskrivelse af mine følelser overfor kanalen. Nogle gange har jeg siddet tilbage med en fornemmelse af, at det bare var liiidt for overgearet og hipt med skæve kameravinkler på en sådan lidt forceret måde. Andre gange har jeg tænkt: ‘hold nu op det var sjovt’. Jeg tror, jeg lander et sted midt i mellem. Overordnet set synes jeg, der er nogle gode ideer og kræfter bag DR Mama, og der er fine programmer som Work of Art, Jenks flytter ind og Jacob – a love story. Dog er der visse steder hentet lige lovlig meget inspiration fra BBC3 og T4, men det må man tage med når vi snakker dansk fjernsyn anno 2011.

Jeg er måske ikke helt så tosset med værterne som Henrik Palle er. Der er for meget poseren og for lidt substans, og endnu værre – dårlig research. Enhver vært der siger at ‘Stella McCartney også er begyndt at lave tasker og sko i naturmaterialer‘ mister al troværdighed. Hallo, dame, det er simpelthen for blankt. Så til dig, eller den dovne journalist, der er ansat på DR Mama og ikke gad bruge 5 min. på en simpel wikipedia søgning, kan jeg fortælle, at McCartney er erklæret dyreelsker og hendes mærke, der har eksisteret siden 2001, altid har slået sig på at alt tøj, sko og tasker er designet i naturmaterialer, tsk tsk.

Noget jeg til gengæld fandt ustyrligt morsomt, var musikvideoen til Sexministeriet, sunget af Thomas Holm. Det er ret så friskt, men jeg synes nu det var sjovt. Måske har jeg bare dårlig humor. Emil Thorup er host with the most, faktisk er han noget så sjældent som en interessant og velformuleret vært.

Hvad synes du? Er DR Mama noget for dig eller er det lidt for hipster?

Kom til forpremiere på TINTIN – med introduktion af Tintin-oversætteren Jørgen Sonnergaard.

KLUB PIX og EMPIRE løfter sløret for Steven Spielbergs længe ventede take på Hergés univers med ‘Tintin – Enhjørningnes hemmelighed’. Inden filmen vil manden bag Kaptajn Haddocks legendariske bandeord, Tintin-oversætteren Jørgen Sonnergaard, fortælle om sit arbejde med de berømte tegneserier.

Det sker onsdag d. 26. oktober kl. 20.00 i Empire Bio. Køb eller bestil billetter. Efter forestillingen bliver der budt på øl og vand.

Traileren ser rigtig fin ud.

Jeg skrev begyndelsen til det her indlæg længe før serien, i sin nye form, fik premiere, men besluttede mig for at gemme det lidt. Tænkte at det måske var bedre, at se et par afsnit af serien før jeg kom en anmeldelse af den. Det var lidt svært, at dømme serien efter det første afsnit, men jeg var interesseret i at se mere.

Lige siden Charlie Sheens famøse afgang fra Two and a Half Men, og hans efterfølgende tour de trash talk af Chuck Lorre, har nettet floreret med tusindvis af teorier om hvorledes serien skulle fortsætte. Skulle Charlie skrives helt ud (f.eks. død ved elevator) eller bare være fraværende grundet en omgang rehab? Hvem skulle være med i stedet for? Fik serien en sidste sæson?

I september begyndte den nye sæson af Two and a Half Men 2.0, nu med Ashton Kutcher. Da man i foråret kunne læse at Kutcher var blevet castet var reaktionerne overvejende negative. Hvordan skulle en serie, hvis præmis var en drunken man whore, der lærer om livet af et barn, kunne føres videre uden denne? For let’s face it, Charlie Sheen er indbegrebet af drunken man whore (både i virkeligheden og på skærmen) og han var ikke så let at erstatte. Og slet ikke med en skuespiller, der sidst blev set i halvdårlige b-film og som mest er kendt for sin Twitter konto og sin berømte frue, Demi Moore.

Jeg synes, det var et klogt valg at hyre Kutcher. For det første er 8 år meget lang levetid for en sitcom. Det er lang tid, at skulle se Charlie jage damer og så måske/måske ikke slå sig ned, og det er flere sæsoner siden, at den nuttede unge Jake var en nuttet unge. I løbet af de sidste sæsoner blev det mere og mere tydeligt, at forfatterne ikke rigtig vidste hvad de skulle gøre, og hvilken vej serien skulle gå. Det var altså på tide med et skift. At det så skete under stort drama og med beskyldninger om hint og dette, det er en anden sag. For det andet har Kutcher et udmærket komisk talent, og de negative røster har tydeligvis glemt at Sheens egen karriere var halvdød før Two and a Half Men bragte ham tilbage. Ashton var forrygende i That 70 shows storhedstid, og personligt ser jeg meget frem til at se ham i den nye sæson. Om han kan bringe lidt friskhed og fornyelse tilbage til serien vil tiden vise. Indtil videre går det meget godt, de første afsnit var ok sjove og seertalene er skyhøje.

Stay tuned for en anmeldese af de fire første afsnit af sæson 9.

Det du elsker (Whatever You Love på engelsk red.) handler om Laura, der mister sin 9-årige datter i en tragisk ulykke. Her kunne man så nemt tro, at bogen handler om sorgen over at miste et barn, og hvordan man som mor prøver at overleve dette. Det gør den på sin vis også, og bogen er endda meget velskrevet, men så handler den også om alt muligt andet, og det er en smule forvirrende, og trættende i længden, hvis jeg skal være helt ærlig.

Bogen springer nemlig hele tiden mellem ulykken og Lauras fortid. I fortiden bliver læseren inviteret indenfor i en kærlighedshistorie. Her fortælles der i fine træk om det første møde, det lange courtship, forelskelsen, lykken ved at at få to børn, mandens elskerinde og ægteskabet, der senere hen går i stykker. Og så er vi tilbage igen, til datterens død, til sorgen og til nogle onde, mystiske breve, der alt sammen sender Laura ud en i spiral af hævn, både mod bilisten, der var skyld i bilulykken, og mod den elskerinde, der har stjålet ægtemanden ud af Lauras liv, og efterladt hende alene med to børn. Laura beskrives som en kvinde, der er ude i stormvejr, og som læser bliver man mere og mere frastødt af hende og det er svært at føle sympati for hende, som bogen skrider frem.

Bogen vil for meget. Jeg tror, det er mit første problem med den. Den vil gerne være tragisk, den vil gerne være en kærlighedshistorie, og den vil også gerne være en thriller. Da jeg læste den havde jeg mest lyst til at ruske i forfatterinden og råbe “Choose, goddammit, choose!”. Mit andet problem er at det tager virkelig langt tid for bogen, at komme frem til pointen, og jeg sad lidt med fornemmelsen af, at det hele kunne være sagt på den halve tid.

Hvis man Googler andres anmeldelser af bogen, kan man se, at den har fået fine ord med på vejen, og mange stjerner. Og flere sammenligner Louise Doughty med Zoë Heller, som jeg heller ikke er den store fan af. Det er måske i virkeligheden fordi jeg ikke er så meget til de her store kvindekampe, at jeg bliver sådan lidt ‘ah kom nu ind i kampen for helvede’ over bogen. Det pisser mig i grunden lidt af, at Laura fokuserer så meget på elskerinden i stedet for at tage sig sammen. Er du til sorg, kærlighed og thriller i en stor pærevælling, så tror jeg du vil kunne lide bogen. Personligt vil jeg nu sætte mig til rette og fortsætte med A Dance with Dragons.

Som bonusinfo kan jeg fortælle, at jeg er ved at blive virkelig træt af TV2s insisteren på at have Facebooksider til alle deres programmer fremfor websites. Jaja, det er billigere, og så kan I ansætte en community manager og det er sååå smart, og uha brugergenereret materiale og interaktion med seere, kom nu ind i kampen for satan, og design et fedt site med sendetider, info om løbet osv. Kan anbefale BBC3 til inspiration. You’re welcome.

Sorry, mit brok tog os lige væk fra det vigtigste – anmeldelsen af første afsnit. Helt kort – det var bedre end jeg umiddelbart troede. Pelle ‘Dagens Mand/Eroberen’, rødhåret komiker(?), og Mascha Vang virker som et godt hold, der bitcher over hinanden til ære for kameraet, men som alle 3 har nok charme til at man som seer tænker ‘hey det her er faktisk ret sjovt’. Knap så sjove var de liderlige mænd den kære Mascha mødte på sin første dag i London. I get it, man(d) skal have noget pænt at kigge på, og Mascha er bestemt ikke ked af at vise formerne frem, men for satan. Hallo, klamme amerikanerdude og finne med uvasket hår – hendes stramme og nedringede outfit legitimerer ikke at man(d) kan tale til hende, som om hun er til salg for en tur i en megashiny 20 mio. kroners Aston Martin. Tabere.

Udover dyre biler og Dlist celebs, så handlede første afsnit ellers mest om Maschas forsøg på at svinge løbet i gang sammen med The Hoff (det lykkedes næsten) og blive bemærket af de andre deltagere. Derudover havde vi rødhåret komikers klumsede væremåde samt indkøb af forplejning og Pelles selvudnævnelse til ansvarsperson og generel surhed. Ja Pelle, du er den sure far, det håber jeg bliver bedre når løbet går i gang i næste afsnit.

T’s gamle chef var med i Gumball 3000 i år, og ham spottede vi et par gange i baggrunden. Det var selvfølgelig lidt morsomt. Altså for os. Andre seere har nok ikke studset over høj, rødhåret englænder i beige jakke. Adspurgt om han huskede et dansk Tv-hold svarede han: “Oh The Danes? Yes, that blonde chick in lycra”, så man må sige at Maschas forsøg på at blive bemærket og skabe god stemning lykkedes til fulde.

Ting jeg godt kunne lide: Maschas ligefremme attitude og åbenlyse rapsen af freebies i check-in området, rødhåret komikers indkøb af fish n chips, Pelles arrogance, BMW’en, og det faktum at Zulu har indregisteret bilen i Tyskland for at få råd til en større og federe bil, for let’s face it  -det er ikke billigt at være med i Gumball.

Ting jeg ikke kunne lide: de klamme mænd, Maschas lyserøde lycrasuit med Lady Gaga skuldre (det sorte var pænere) og The Dudesons.

Så du Zulu Gumball? Hvad synes du?